Aftensmad

Quesadillas med kylling

Her i huset er vi vilde med mexicansk mad, og har i årevis haft en tradition for mexicansk mad om fredagen. Vi er derfor blevet rigtig glade for quesadillas, der er nemme at lave, nemme at variere og så smager de utroligt godt!

Men hvad er quesadillas helt præcist? Jo, det er to tortillas med fyld imellem, der tilberedes enten på panden eller i ovnen. De færdige quesadillas har smeltet ost indeni og er sprøde på ydersiden.

Vores favorit quesadillas er fyldt med kylling, salsa, ost og forskellige grøntsager. I denne opskrift bruger vi rød peber og majs. For at gøre dem en anelse sundere bruger vi ofte fuldkorns tortillas. Vi køber normalt de “dyre” fra Santa Maria, som smager bedre end de billigere udgaver fra discountbutikkerne.

De lækre quesadillas smager godt med grøn salat, tomatsalat eller coleslaw til. Den frække variant er at servere dem med nachos chips, guacamole og tomatsalsa.

Se også: Har du lyst til mere mexicansk mad, så prøv taquitos med pulled chicken.


Nem opskrift på quesadillas til 4 personer 

  • 500 gram kyllingefilet
  • 1,5 dl tomatsalsa
  • 140 gram majs
  • 1 stor peberfrugt (eller to små)
  • 180 gram revet cheddar ost (eller mozzarella)
  • 8 store fuldkorns tortillas (f.eks. Santa Maria)
  • BBQ krydderi
  • Friskkværnet peber og lidt salt

Fremgangsmåde

  1. Skær kyllingefileterne i meget små tern, skær peberfrugten i små tern og tø majsen op, hvis den er frossen.
  2. Kom kyllingen på en varm pande med lidt olie, og krydr den med rigeligt BBQ krydderi. Steg den 2-3 minutter til kyllingen akkurat er gennemstegt.
  3. Tilsæt tomatsalsa, peberfrugt og majs, og varm blandingen op.
  4. Tag to tortillas og kom lidt revet cheddar ost på den ene halvdel af hver tortilla. Kom kyllingeblandingen ovenpå osten, og slut af med ost på toppen. Fold den tomme side af tortillaen henover den fyldte side.
  5. Kom lidt olie på en pande og varm den op. Steg de to foldede tortillaer ved siden af hinanden, og vend dem forsigtigt, når de har taget farve (2-3 minutter på hver side ved god varme).
  6. Gør det samme for de sidste 6 tortillaer. Efterhånden som de bliver færdige, man du holde dem varme i ovnen.
  7. Til sidst deles hver af de 8 quesadillas i halve, så der er i alt 16 stykker quesadillas til servering. Lækkert!

Tips til quesadillas

Bruger du en grillpande, så får dine quesadillas med kylling samme flotte striber, som dem på billedet.

Quesadillas kan i virkeligheden tilberedes med mange forskellige ingredienser, og kun fantasien sætter grænser. Det er for eksempel en god måde at komme af med resterne i køleskabet, så du undgår madspild.

I samme kategori

Back to top button

Dette website bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies.  Læs mere