Aftensmad

Chili con carne

Opskrift på hurtig udgave af chili con carne

Chili con carne betyder på spansk helt enkelt chili med kød. En himmelsk ret, hvis oprindelse kan spores tilbage til det nordlige Mexico og det sydlige Texas. Deraf navnet Tex-Mex, og i 1977 blev retten endda officielt udnævnt til nationalret i den amerikanske sydstat Texas.

Men chili con carne har gået sin sejrsgang over hele verden. Ikke underligt, da retten er utrolig smagfuld og nemt kan tilpasses hele familien. Min opskrift er på den nemmeste chili con carne du kan lave, da den er baseret på en god krydderiblanding – og resten af tilberedningen er let og ligetil. Hurtig og god mad efter en travl dag på arbejdet, men bestemt også god til en hyggelig weekendmiddag. Måske med lidt ekstra tilbehør.

Der er to ting, der skiller vandene, når opskriften på chili con carne diskuteres. Om der skal røde bønner og/eller mørk chokolade i. Det vides med sikkerhed, at røde bønner (kidneybønner) ikke var en del af den originale opskrift, mens det er lidt mere usikkert med den mørke chokolade. Uanset, i min opskrift skal der røde bønner i. De passer til og er meget sunde.

Se også: Opskrift på taquitos med pulled chicken.


Min nemme opskrift på hurtig og god chili con carne:

  • 500 g hakket oksekød ca. 8-12% fedt (eller mindre)
  • Lidt olie til stegning
  • 1 pose Chili con carne spice mix (Santa Maria er bedst)
  • 1 dåse hakkede tomater
  • Ca. 200 g drænede kidneybønner
  • 1 rød peber, hakket i små tern
  • 0,5 dl vand

Fremgangsmåde
Varm olien op i tykbundet gryde, og brun oksekødet. Tilsæt krydderiblandingen*, hakkede tomater, røde bønner og vand. Vent 2-3 minutter med den røde peber i tern, hvis du gerne vil have dem lidt sprøde. Lad det hele simre i 5 minutter uden låg på gryden.

* Hvis din chili con carne ikke må blive alt for stærk, så undlad at bruge hele krydderiblandingen. Hvis du omvendt gerne vil have en meget stærk chili con carne, så tilsæt lidt chili flager.

Tips til chili con carne
Hjemme hos os serveres chili con carne altid med kogte ris, og hvis det skal være endnu mere festligt, så gratinerer vi også nogle nachos eller tortilla chips i ovnen. Det er super lækkert!

Vi har også altid creme fraiche på bordet. Den syrlige smag fra creme fraichen komplementerer den stærke chilismag perfekt.

Flere grøntsager? Så er majs og små tern af gulerod meget velegnede. De tilsættes sammen med krydderiblandingen.

I samme kategori

Back to top button

Dette website bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies.  Læs mere