
Coleslaw
Coleslaw er en populær salat, der består af hvidkål og gulerødder i en lækker dressing.
En cremet, sprød salat, der er den perfekte side dish til grillmad som spareribs, chicken wings, grillkoteletter og grillspyd. Coleslaw smager også rigtigt godt som tilbehør til din favoritburger, jeg elsker det f.eks. i en burger med pulled laks eller burger med pulled pork.
Denne opskrift på coleslaw er med mindre mayonnaise end de fleste opskrifter, så den bliver lidt “lettere”. Den klassiske amerikanske coleslaw er lavet på mayonnaise, og uden creme fraiche. Vil du gerne tættere på den amerikanske udgave, så skifter du bare noget af creme fraichen ud med mayonnaise.
En god ting ved coleslaw er, at den nemt kan laves i forvejen. Faktisk bliver den kun bedre af at stå nogle timer og trække i køleskabet, og den kan også sagtens holde sig til dagen efter. Dagen efter har den måske mistet lidt bid, så salaten er knapt så knasende, men det gør ingenting. Smagen er god!
Jeg vil i øvrigt gerne komme med en tilståelse. Jeg har mange gange valgt den nemme løsning og købt en næsten færdiglavet coleslaw-mix i butikken. Hvidkål og gulerødder er snittet, og det eneste man skal gøre er at blande det med dressingen. Så utroligt nemt på en travl hverdagsaften.
Nem opskrift på smagfuld coleslaw til 4-6 personer
- 300 g fintsnittet hvidkål
- 175 gram groftrevne gulerødder
- 1,25 dl cremefraiche 18 %
- 1 spsk mayonnaise
- 1 spsk dijon sennep
- 2 tsk friskpresset citronsaft
- 2 tsk sukker
- Salt
- Friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Snit hvidkålen så fint som muligt, og riv de skrællede gulerødder på rivejernets grove side.
- Rør cremefraiche, mayonnaise, dijon sennep, citronsaft og sukker sammen i en skål. Smag dressingen til med salt og peber.
- Bland de snittede grønsager sammen med dressingen og smag til med salt og peber. Har du mulighed for det, så lad den færdige coleslaw trække mindst en time i køleskabet inden servering. Ellers kan den naturligvis også spises med det samme.
Tips til coleslaw
Du kan sagtens skifte hvidkålen ud med andre former for kål. Opskrifter med spidskål er meget almindelige, og hvis du vil have en farverig kål, så kan du blande finsnittet rødkål ind i din coleslaw. Det smager også godt.
Vil du have en mere cremet coleslaw, så kan du bruge creme fraiche 38% i stedet.